Inger Christensens digt Sommerfugledalen er et mesterstykke, som kun få kan prale af. Form og indhold går op i en højere enhed, når hun tager tunge emner op med florlette sommerfugle som redskab.

En sonetkrans
Sommerfugledalen er en såkaldt sonetkrans – en digtform som følger meget strenge regler. Der er 15 sonetter i alt. Hver sonet består af 14 linier, inddelt i 2 strofer med 4 verselinier og 2 strofer med 3 verselinier. Hvis man sætter sonetten på en bogstavformel, ser det således ud:

A B A B – C D C D – E F E – G F G

Sonetkransen skabes ved, at sidste verselinie i en sonet er første verslinie i den efterfølgende sonet. Den 15. og sidste sonet består af første verslinie fra de 14 foregående sonetter. Disse 14 verslinier, og dermed den 15. sonet følger også den strenge form. Den 15 sonet omtales også som mestersonetten.

Døden
Når der stilles stå strenge krav til formen, skulle man tro at det ville gå ud over indholdet. Det er på ingen måder tilfældet med Sommerfugledalen. Digtets tone er melankolsk, og det er da også meget passende, at det har fået undertitlen Et requiem – altså en dødsmesse.

Døden er netop det centrale tema i digtet. Sommerfuglens skrøbelige væsen og dens mange forvandlingsstadier fra larve til pubbe til sommerfugl bliver udgangspunktet for en reflektion over menneskets eget skrøbelige liv og bevidsthedsudvikling.

Sommerfuglendalen er sublim. Når jeg læser det, tænker jeg altid på det ironiske i, at dette mesterstykke, som hører til blandt verdenslitteraturen og blandt de værker, som vil blive husket i lange tider, handler om flygtighed og skrøbelighed.

Hør et uddrag af Sommerfugledalen her:

[audio: http://dl.dropbox.com/u/7619144/Sommerfugledalen.mp3]